lørdag den 13. marts 2010

En lejlighed, en bustur og en debut

Der har været tryk på! Men nu prøver jeg lige at give denne blog endnu en chance… Først lidt rejselog: Jeg kom til Buenos Aires, fandt et godt hostel i Palermo; Casa Esmeralda – tak for tippet, Sune, Justo og Sebastián hilser!


De første dage gik med at finde en lejlighed. Jeg brugte lang tid på en hjemmeside, som Svante anbefalede mig, var ude og se på et par forskellige værelser, men jeg endte med at falde for et lille byhus få blokke fra hjertet af Palermo. En argentinsk kvinde og nær ven af min familie, Laura Ratto, satte mig i kontakt med ejeren, la dueña, Graciela. Se de fantastiske billeder på hendes blog (lamoradaresidencia.blogspot.com) Det er et lillebitte værelse, men huset og ikke mindst tagterrassen i to etager var ikke til at stå for. Jeg flytter ind på søndag.


Inden jeg flytter, når jeg lige hjem i Casa Esmeralda en sidste aften efter en smuttur til Santiago, som nogle af jer måske har hørt om…


Det var en oplagt historie, at nyvalgte Sebastián Piñeras indsættelsesceremoni skulle foregå bare halvanden uge efter jordskælvet i Chile den 27. februar.


Jeg synes, der var nogle interessante vinkler at dække i den historie. For det første er Piñera den første højreorienterede præsident, som Chile har haft siden Pinochet forlod magten, og landet igen blev demokratisk.


Den afgående præsident, Michele Bachelet, har været til syne og aktiv i de hårdest ramte områder sydpå. Hun er netop blevet kåret som Chiles mest folkekære præsident nogensinde. Chokket har bidt sig godt fast i chilenerne. Ingen kender endnu omfanget af skaderne, og så sent som i torsdags oplevede jeg et efterskælv, som nogle steder blev målt til 6,9 på richterskalaen. Det er stadig uforudsigeligt, hvad den nye præsident vil gøre, og hvad han er i stand til = god historie!


Men det, som trickede min interesse i historien, var en fransk-chilensk dværg, som jeg mødte i Buenos Aires. Vi talte om situationen med magtskiftet en aften på en bar, og han fortalte, at han var glad for at Piñera skulle overtage magten. Men det var ikke, fordi han nødvendigvis delte holdninger med sin nye præsident. Jeg spurgte ham, om det ikke var underligt, at der var medlemmer af Piñeras partisammenslutning, som var udtalte støtter af eks-diktatoren. Han træk på skuldrene og svarede, at det da blev rart med noget kontrol på magten.


Det har længe været min største undren omkring chilenerne, måske latinamerikanerne generelt. De virker ikke, som om de har lært noget af fortiden. De efterspørger ligefrem mindre frihed, færre menneskerettigheder.


Argentina er interessant i den sammenhæng, fordi det i høj grad er et demokrati i udvikling. Bedstemødrene på Plaza de Mayo og andre argentinere med stort mod har kæmpet for et opgør med fortiden, selvom den stadig spørger. På magtfulde poster i militæret, som ikke er blevet skiftet ud, eller i kraft af en tom plads på familiefotoet. Men kampen har betydet, at landet nu er ved at gøre op med deres fortid. Der føres retssager mod tidligere torturbødler og de ansvarlige for de mange forsvundne og henrettede argentinerne. Argentina har i dag et menneskerettighedsministerium! Det, synes jeg, er fascinerende.


Jeg blev i hvert fald inspireret og en smule forarget over dværgens udsagn, så jeg mailede til Ritzaus udlandsredaktion for at høre, om de ikke ville elske, at jeg tog til Santiago og lavede historien for dem. Not so much. Latinamerika bliver ikke prioriteret særligt højt, med mindre der er danskere dernede.


Så hørte jeg fra flinke Kristoffer Meinert, redaktør på DR2 Udland. Han spurgte, om jeg var taget af sted til Argentina endnu, og jeg skyndte mig at fortælle om min fantastiske historie. Heldigvis får medarbejderne på DR2 Udland lige så meget allergi af dansker-vinkler som mig, og de kunne lide idéen.


Før jeg vidste af det, var jeg på vej med bussen fra Buenos Aires til Santiago (det tager så tyve timer – hvis man ikke medregner tolden, som gerne tager to timer at komme igennem).

Jeg købte en bunke aviser i kiosken ved busterminalen i Santiago og drog mod Maipú, hvor mine abuelos, mine bedsteforældre, tog i mod mig med min farmors favorit-almuerzo og spandevis af kendskab til det politiske landskab i Chile. Los amo mucho. Jeg læste op på, hvad jeg ikke vidste i forvejen, indtil jeg faldt omkuld.


Næste dag talte jeg med den søde vært, Helen Hajjaj (som spurgte mig, hvordan jeg gerne ville have, at hun udtalte mit navn – hvad med dig selv?), og hun havde tre spørgsmål, som jeg forberedte mig på. Det vil sige, at jeg øvede spørgsmålene igennem et par hundrede gange med en rar mand over Skype. Og efter lydprøver og billedtjek, havde jeg Kristoffer i røret og kunne høre Helens introspeak.


Og så kan jeg ikke rigtigt huske, hvad der skete. Men min mor og far fortæller mig, at de er meget stolte, og beskederne på FB tager jeg som et tegn på, at det gik godt. Jeg så det selv på nettet senere med abuelos, og minus en meget underlig pause og lidt munddiarre til sidst er jeg ret tilfreds med min debut!


PS: Jeg har købt mit første par tangosko for at fejre det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar