Mange timers flyvetur venter forude

Word! Mit første indlæg på min første blog. For tilfældige læsere skal det nævnes, at jeg tilstræber at indsnige nogle reflekterede tanker i denne blog. Men i realiteten bliver mine indlæg hovedsageligt en erstatning for de fællesmails, som jeg ikke kommer til at sende i de følgende tre måneder. På den måde kan alle I derhjemme følge lidt med i tangodans, rødvin og blodige bøffer.

Det, håber jeg på, bliver hovedindholdet af de næste tre måneder i Buenos Aires. Og så en lille smule journalistik.

Jeg har i lang tid haft lyst til at rejse til Buenos Aires. En smuk, inspirerende by, som er rig på kultur. Det er samtidig en mulighed for at få mit spanske ordforråd bredt ud, prøve at være på egen hånd i Sydamerika, hvor jeg har rejst meget med min familie tidligere, og så er det en mulighed for at prøve kræfter med udlandsjournalistikken.

Jeg er klar over, at jeg ikke skal ud og konkurrere med folk Anne Sørensen og Niels Lindvig – de fleste større danske medier har (heldigvis) prioriteret at have deres egne korrespondenter i udvalgte steder af Sydamerika i begrænsede tidspunkter af året. Hvis ikke, så har medierne som regel en fast freelancer, som kan være lige så svær at erstatte. Jeg ved, at hvis jeg skal se et indslag fra Storbritannien i DR2 Udland, så skal jeg også se på Lone Theils på en dårlig skype-forbindelse.

Jeg tror, at min udfordring bliver at gå udenom nyhedsformidlingen og nyhedsanalysen og i stedet skrive de skæve vinkler til skæve medier, ”dansker i udlandet”-historierne eller rejsereportager. Det skal blive sjovt og udfordrende, men det er også lidt ærgerligt, når nu jeg så godt kan lide at lave nyheder. Derfor skrev jeg forleden til mit tidligere praktiksted, Ritzaus Bureau, så udlandsredaktøren er klar over, at jeg er i Buenos Aires, hvis nu der bryder en ny Falklandskrig ud.

Jeg overvejede også, om jeg skulle tage direkte til Santiago. Både for at kunne rapportere hjem, men også for at støtte mine bedsteforældre og resten af familien, som oplevede jordskælvet natten til lørdag chilensk tid. Heldigvis har alle det godt. Min farmor er ret rystet – gamle dame – men er ikke kommet noget til fysisk. Hvis jeg skal være lidt kynisk, er aktualiteten forsvundet i historien om det chilenske jordskælv. Man er så småt ved at finde ud af, hvor mange omkomne der er, og have styr på alle danskerne dernede. De chilenske myndigheder har – situationen taget i betragtning – styr på sagerne, og der er ikke flere historier at fortælle.

Derfor bliver jeg i Buenos Aires til at begynde med. Jeg skal først og fremmest finde et hostel, et sted at danse tango og et værelse eller en lejlighed, som jeg kan leje mere permanent – tak Svante, for dine gode råd.

Min første udfordring bliver hverken journalistik eller logi. For første gang i mit liv skal jeg ud og spise på en restaurant helt alene!